Beskæftigelse på vilkår, som ikke er helt traditionelle?

- Test dig selv, og se hvilke forhold du skal være opmærksom på i din arbejdsrelation

Velkommen til IDA's hjemmeside med råd og vejledning til dig, der arbejder under vilkår, som er mindre traditionelle.

Det kan være, at du kalder dig freelancer, kontraktansat, tids- eller opgavebestemt ansat, løsarbejder, selvstændig eller noget helt andet. For at bruge et udtryk, som kan rumme alle de forskellige måder og vilkår at arbejde under, bruger vi i det følgende betegnelsen atypisk.

Hvis du arbejder som atypisk, kan du befinde dig i en situation, hvor du ikke er sikret den samme beskyttelse via lovgivningen som traditionelle lønmodtagere.

Hjemmesiden giver dig mulighed for selv at teste, om du i din arbejdsrelation kan opfattes som lønmodtager og dermed "automatisk" er sikret basale lønmodtagerrettigheder – eller om du selv på anden vis skal sørge for at sikre dig i din arbejdsrelation.

Hjemmesiden er ment som en første kortfattet vejledning og inspiration til ingeniører, som arbejder som atypisk. Vær opmærksom på, at de råd og den vejledning, som du får gennem hjemmesiden, ikke er udtømmende.

Hvis du er i tvivl om dine rettigheder eller andet i forbindelse med atypisk ansættelse, bør du derfor kontakte Ingeniørforeningen i Danmark (IDA).